<p>Efter flere års tovtrækkeri får den såkaldte London-aftale endelig effekt. London-aftalen drejer sig om valideringen af europæiske patenter i de enkelte medlemslande. I dag kræver de fleste af landene, at hele det europæiske patent skal oversættes til deres nationalsprog, for at patentet bliver gyldigt i landet, hvilket giver patenthaver en betydelig udgift til oversættelser.<br /> &nbsp;<br /> Ifølge London-aftalen er det kun kravene, de enkelte lande kan kræve oversat til nationalsproget, mens resten af patentet blot skal foreligge på ét af de tre officielle EPO-sprog, engelsk, tysk eller fransk. Landene, der har ratificeret ordningen, bestemmer selv, hvilket af de tre sprog, der skal være det gældende sprog hos dem. Hidtil har kun manglet Frankrigs accept, for at aftalen kan træde i kraft. Frankrig har holdt sig tilbage pga. en speciel artikel i aftalen, der siger, at de lande, der netop har ét af de tre EPO-sprog som nationalsprog, ikke kan vælge ét af de tre sprog, men skal acceptere europæiske patenter på ethvert af de tre sprog.<br /> &nbsp;<br /> På trods af den meget restriktive sprogpolitik i Frankrig vedtog den franske nationalforsamling i september 2007 London-aftalen, og det franske senat godkendte herefter beslutningen den 9. oktober 2007.<br /> &nbsp;<br /> Den formelle ratificeringsansøgning kan således nu indleveres til EPO og bliver gyldig 3 måneder senere. Den vil få effekt for alle europæiske patenter, der udstedes efter aftalens ikrafttræden.<br /> &nbsp;<br /> Indtil dato har følgende lande ratificeret London-aftalen: Tyskland, Storbritannien, Holland, Schweiz, Island, Letland, Litauen, Monaco og Slovenien. Herudover har Sverige og Danmark godkendt aftalen, og det forventes at de resterende lande hurtigt vil følge trop, når aftalen træder i kraft.</p>